Initiativet "Vibekesminde" er opkaldt efter
maleren Vibeke Nielsen der ligger begravet ved Ydby Kirke ,
og hvis malerier var inspireret af egnen i Sydthy og Ydby Hede.
obs - desværre aflyst
pga Henning Nielsens død
Debat-Udstillingen
"Når vi rammer den tone vi kender..."
FORBEREDELSER TIL
TIL FOREDRAG med debat
OG UDSTILLING.
Til alle jer der lægger vægt på god tone:
Med Vibeke Nielsens Thy-malerier, -med Henning Nielsens og med Otto Carlsens sang-erfaringer forsøger vi at lave en folkeminde-udstilling hvor der kan øses af sprog-erfaringer om god tone.
Hvordan kan 13-årige børn spille så storslået som på Henning Nielsens 4 ny CD-er med 40 år gammel musik ? Hvordan kan man lære af fuglenes sang og fløjt som på Otto Carlsens ny CD ?
Hvordan kan man tage ordet I en stor sal uden højttaler-anlæg og hvordan kan man forbedre sin tale I det daglige ved at synge mens man går.
Det hele handler om metoder og med deres samarbejde håber Henning Nielsen og Otto Carlsen at få indflydelse på en ny dansk sproglov. Derfor skal udstillingen skabe debat.
Vibeke Nielsens malerier giver et næsten trolde-agtigt billede af den musikalske Thy-egn.
Henning Nielsens CD'er giver lyden fra børn I den nordtyske grænse-egn ii hans ungdom og fra Thy hvor han var med I det aldeles legendariske “Salonorkestret”.
Otto Carlsens CD “Otto I det blå” synger om vore vigtigste sangfugle som solsort og vipstjert og indfører deres fløjt i moderne musik.
Al denne ny/gamle musik er blevet udgivet med hjælp af folk fra egnen ved Limfjorden, både I Vestervig og i “Studie Egense” ved Hals.
Henning Nielsen var som skoleinspektør primus motor i stiftelsen af musikskolerne I Vestervig. Hans evner som musikopdrager er beskrevet I bogen: “En livsvandring ad pligtens lige vej” som kan købes på udstillingen, ligesom CD’erne der kan høres I Limfjordscentrets akustisk fine lokaler med bræddegulv og storslået udsigt over Dover Odde bugten.
Læs mere på udstillingens website http://www.vibekesminde.blogspot.com/ , som er opkaldt efter Henning Nielsens hustru, kunstnerinden Vibeke Nielsen, som kort før sin død I 2008 udstillede sin betagende kunst på Galleri Krik, Vibeke Nielsen ligger nu begravet ved Ydby Kirke, og således skal billederne ses som en minde-udstilling.
Otto Carlsens driver smuktsprogs-websitet http://www.idetblaa.dk/ og arbejder med børn og syngespil og arbejder som pædagog I BUPL og hans forsøg med metoder til smukt sprog er beskrevet I hans cand.mag. speciale “Smukt Sprog” som kan købes på udstilllingen, ligesom CD’en “Otto I det blå” der kan høres I Limfjordscentrets akustisk fine 100-årige træloft-lokaler I denne gamle købmandsgård.
Med disse ord siger vi “Vel Mødt” til to måneder stævne og vi håber på dine bud og dine tone- og –sprog-erfaringer på de debatter der kommer. Bemærk at vi forsøger at gøre efterårsferien til et virkeligt højdepunkt I løbet af de otte uger. Tag dine børn med og brug lejligheden til at debattere hvad det er der sker “Når vi rammer de toner vi kender…” Hvis du ringer I forvejen kan vi endda sørge for en lille sang I fællesskab.
Venlig hilsen
Henning og Otto 2008
TIL FOREDRAG med debat
OG UDSTILLING.
Til alle jer der lægger vægt på god tone:
Med Vibeke Nielsens Thy-malerier, -med Henning Nielsens og med Otto Carlsens sang-erfaringer forsøger vi at lave en folkeminde-udstilling hvor der kan øses af sprog-erfaringer om god tone.
Hvordan kan 13-årige børn spille så storslået som på Henning Nielsens 4 ny CD-er med 40 år gammel musik ? Hvordan kan man lære af fuglenes sang og fløjt som på Otto Carlsens ny CD ?
Hvordan kan man tage ordet I en stor sal uden højttaler-anlæg og hvordan kan man forbedre sin tale I det daglige ved at synge mens man går.
Det hele handler om metoder og med deres samarbejde håber Henning Nielsen og Otto Carlsen at få indflydelse på en ny dansk sproglov. Derfor skal udstillingen skabe debat.
Vibeke Nielsens malerier giver et næsten trolde-agtigt billede af den musikalske Thy-egn.
Henning Nielsens CD'er giver lyden fra børn I den nordtyske grænse-egn ii hans ungdom og fra Thy hvor han var med I det aldeles legendariske “Salonorkestret”.
Otto Carlsens CD “Otto I det blå” synger om vore vigtigste sangfugle som solsort og vipstjert og indfører deres fløjt i moderne musik.
Al denne ny/gamle musik er blevet udgivet med hjælp af folk fra egnen ved Limfjorden, både I Vestervig og i “Studie Egense” ved Hals.
Henning Nielsen var som skoleinspektør primus motor i stiftelsen af musikskolerne I Vestervig. Hans evner som musikopdrager er beskrevet I bogen: “En livsvandring ad pligtens lige vej” som kan købes på udstillingen, ligesom CD’erne der kan høres I Limfjordscentrets akustisk fine lokaler med bræddegulv og storslået udsigt over Dover Odde bugten.
Læs mere på udstillingens website http://www.vibekesminde.blogspot.com/ , som er opkaldt efter Henning Nielsens hustru, kunstnerinden Vibeke Nielsen, som kort før sin død I 2008 udstillede sin betagende kunst på Galleri Krik, Vibeke Nielsen ligger nu begravet ved Ydby Kirke, og således skal billederne ses som en minde-udstilling.
Otto Carlsens driver smuktsprogs-websitet http://www.idetblaa.dk/ og arbejder med børn og syngespil og arbejder som pædagog I BUPL og hans forsøg med metoder til smukt sprog er beskrevet I hans cand.mag. speciale “Smukt Sprog” som kan købes på udstilllingen, ligesom CD’en “Otto I det blå” der kan høres I Limfjordscentrets akustisk fine 100-årige træloft-lokaler I denne gamle købmandsgård.
Med disse ord siger vi “Vel Mødt” til to måneder stævne og vi håber på dine bud og dine tone- og –sprog-erfaringer på de debatter der kommer. Bemærk at vi forsøger at gøre efterårsferien til et virkeligt højdepunkt I løbet af de otte uger. Tag dine børn med og brug lejligheden til at debattere hvad det er der sker “Når vi rammer de toner vi kender…” Hvis du ringer I forvejen kan vi endda sørge for en lille sang I fællesskab.
Venlig hilsen
Henning og Otto 2008
Pressemeddelelse, -samt baggrunds-undersøgelse
for 2009-udstilling om metoder til smuktsprog
og Henning Nielsens arbejde og Otto Carlsens undersøgelser,
samt
forberedelsesmaterialer til udstillings-katalog, internet-side
og et offentligt 2009-møde – ”Syng med og diskuter” !
På et offentligt møde fyldt med sang og musik i efter-sommeren 2009 vil to sprog og –musikfolk på hhv. 83 og 53 år fortælle om hvordan de har kunnet indlede et samarbejde om metoder til smukt sprog.
En foredrags- aften og en udstilling
om
Tankevækkende metoder
Til sang og god tone i sproget
Som præsenteres af 2 nordjyder:
Hvordan kan god tone i sang og tale have med ”metoder” at gøre?
En skoleinspektør der har lavet musikskoler –skabt drenge-og pigekor der blev berømte – blev dirigeret af Kong Frederik gentagne gange - spiller deres musik på de CD’er, der nu er udgivet.
Samt hans samarbejdspartner:
En sanger-og sprogmand, Otto Carlsen http://www.idetblaa.dk/ der har lavet universitetsspeciale i ”smukt sprog ved at synge mere”, især i det fri (”i det blå”) lægger op til hvilke sange der er gode at synge med på – og gode at gå til
Dette er et arbejdsfællesskab mellem Henning Nielsen,Ydby (tidl. Vestervig) og cand.mag. Otto Carlsen, Aalborg. De to sprog- og musik-folk håber at Danmarks Radio vil fokusere på metoder til smukt sprog og smuk tale, og vil gerne have indflydelse på en ny dansk sproglov.
Lidt om baggrunden for dette samarbejde:
--------------------------------------
(Udstillingens sektion 1)
MØDET LIGE FØR BOGEN
Otto Carlsen opsøgte som studerende Vestervig Musikskole for at høre om erfaringer om forsang – og fandt dens grundlægger Henning Nielsen i fuld færd med at lægge sidste hånd på sin erfarings-bog.
Det var overraskende for Otto Carlsen at opdage at Henning Nielsen havde praktiseret fremmedsprogs-undervisning i dansk sprog for tyske børn ved hjælp af sang. Og udgivet det på CD !
Han spurgte Henning Nielsen hvordan en tone-baseret opdragelse (i folkeskolen) praktisk blev mulig, når den rent faktisk blev besværliggjort af at den fordrede en opdeling af drenge og piger?
Henning Nielsen svarede at skolen delte børnene op så drengene var til kor og øvede ”Min onkel fra Ronongo” mens pigerne havde pigegymnastik. Når drengene så havde drengegymnastik gik pigerne til pigekor.
Otto Carlsen spurgte også Henning Nielsen hvordan han øvede sangen med børnene og hvordan man synger for. Han svarede at pigerne måtte presses opad i tone for at kunne klare det høje C, hvorimod drengene bare skulle synge af karsken bælg som sørøvere. Med pigerne sang han derfor skalaer op og op med pigerne, og ned og ned med drengene, og så vendte han og kørte tonen tilbage, og på den måde blev børnene udholdende og kunne klare at synge længe på en scene. ”Ellers ville de ikke kunne stå og få klangen ud, sagde Henning Nielsen, jeg var nødt til at øve dem hver gan, ellers ville de gå træt.
Otto Carlsen spurgte Henning Nielsen hvorfra han kendte til disse ting, eftersom han kun var uddannet basunist. Han svarede at han havde fundet nogen bøger med spænde-øvelser og afslapnings-øvelser. Vi lærte at varme op når vi kørte op til Danmark og sang, for det kunne godt være hårdt. Vi tog skalaerne forfra først, derefter straks bagfra. Pigerne og drengene startede forskellige steder. Pigerne startede ved C og gik en hel oktav op. Drengene gik bare fra det dybe G og op til C. Vi taler her om skalaernes grundtone, den første tone man synger i skalaen. Når man skal vandre samme vej tilbage som man sang før skyldes det, at ellers indfører man nogen ny toner.
Men der var også trænings-problemer med blæse-orkestret forklarede Henning Nielsen. De skulle lære at økonomisere med kræfterne, der skulle være luft mellem instrumentet og læberne på den dreng der blæste, der skal være lidt afstand. Det krævede øvelse og drengene var virkelig i form på dette punkt og derfor spillede de så godt.
Henning Nielsen tilføjede ved undersøgelsens slutning, at det spillede en stor rolle at han efter, at børnene gik ud af skolen, fulgte dem, så at de skabtes en tradition for at de ønskede et fællesskab med hinanden og deres kammerater. De blev ved med at mødes en gang om måneden eller sådan noget for at bevare deres gode kammeratskab, som de fik i skolen. Henning Nielsen deltog i dette og var samlingspunkt mens han boede der. Møderne foregik om aftenen efter skoletid på en cafe eller lignende. Tråden gik altid tilbage til Henning Nielsen og det fantastiske er at de mødes den dag i dag og de stadig skriver til ham.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
----------------------------------------------------------------------------------------------
Udstillingens sektion 3
----------------------
PROGRAM FOR
FOREDRAGS-AFTENEN
-----------------------
hvad skal vi synge med på, - og hvad skal vi høre fra de 4 CD’er.
Vi gennemgår udstillingen om Henning Nielsens arbejde med børnene og han spiller nogle eksempler fra hans CD’er og Otto Carlsen fortæller om sit smukt-sprogsarbejde via sang og lægger op til nogle fællessange:
Liste:
Det offentlige mødes sang-og musik-eksempler. (Så mange der nu kan nås)
CD 1-1 Ouverturen til ”Figaros Bryllup” af Mozart
CD 3-2 Rossini’s ”Largo al Factotum” fra ”Barberen i Sevilla”
CD 3-3 Tre solo-kornetter spiller: ”Buglers Holiday” af Leroy Andersson
(Noget af dette er virkelig svært, men drengene gør det med gnistrende spil.
CD 2-3 ”Oh, had I Jubal´s lyre” af Händel
CD 3-4 ”Våren” af Grieg
CD 3-5 ”Finlandia” af Sibelius
Schultz: ”Lille forårsvise”, samt ”forårs-kermesse”, samt ”Landsbyens Forår”
Jørgen Benzon: ”Døden og Brændehuggeren”, samt ”Løvens part” og ”Skibe”
Orkester: ”Spansk komedie
Otto Carlsen synger for:
Solsortesangen, Mågesangen, Jeg ved en lærkerede, andre fællessange af Kim Larsen m. flere.
Otto Carlsens sang og spil og arbejde for en dansk thesaurus ordbog, Dansk Begrebsordbog.
Otto Carlsen, der har sin guitar med, (og ”Otto i det blå”, hans ny CD med sine otte ”fuglesange”, som er beregnet til at ”gå og synge” til, han er i stand til at distribuere den den non-profit til kun 20 kroner, på grund af et helt ekstraordinært ”smuktsprogs-tilskud” ydet af den Agnes Petersenske Fond.) vil lægge op til fællessang, bl.a. ”Jeg ved en lærkerede”
Og andre sange der passer til lejligheden. Desuden vil han prøve det eksperiment at mødets deltagere – uden tekst til rådighed – kan synge en meget lang men også meget elsket sang dansk sang – hvilken skal her ikke røbes. Men vi danske er måske bedre til at synge end vi tror.
Hvad betyder det at synge for at få smukt sprog ? For at få en smukkere tale i dagligdagen i god tone. Kan tonen i den måde man taler på forbedres ved at synge mere? Hvad gavn har vi af at tale vore ideer ind på bånd eller diktafon i stedet for ”at skrive og atter skrive og notere” så meget som vi gør? Otto Carlsen står også i spidsen for udkast til ny dansk begrebsordbog i den H.C.Ørsted’ske pioner-tradition, med vægt på ikke bare et rigere ordvalg, men også en rigere tone, også en vægt på ordets aura og afkast af betydning i det danske sprogområde.
Det drejer sig om ordenes forhold til hinanden, men her er sangen som ”metode” også central, fordi ord har tone allerede som enkeltord. Her er sangen en ”metode” og måske som en central metode. Spørgsmålet rent praktisk er da hvordan vi overhovedet får lejlighed til at synge noget mere i vorfortravlede skrift-prægede og radio-jappende sjuske-kultur. Kan en nation af nybagte skærm-narkomaner vende tilbage til en besindelse på vort ellers unikt sangbare sprog? I denne forbindelse har Otto Carlsen studeret teorier om skriftsprogets opfindelse og ”nedkæmpelsen” af fortidens sang-kulturerer, der huskede ved at synge, ikke ved at skrive.
Altså:
Overgangen til en skriftsprogs-baseret kultur. Toneproblemet med den. Hvorfor kan vort (græske) alfabet ikke udtrykke toner ? Vi kommer ind på det historiske, -naturligvis i al korthed, som nu et offentligt møde tillader.
Der vil være lejlighed til at købe hans, såvel som Henning Nielsens bog på mødet, -her, som på bogmarkedet i øvrigt, distribueres de til ren produktionspris.
Et af Otto Carlsens ”smuktsprogs”-eksperimenter har bestået i at lade en samling deltagere i et ”Melodi-Gang-prix” gå og synge 10 på forhånd nominerede sange for at kåre dén der ”var bedst at gå og synge til”. Det sjove eksperiment blev dækket af Danmarks Radios journalister og beskrives på link på http://www.idetblaa.dk/ Han har deltaget i Danmarks Radio’s sprogkonference 2008, hvor en række sprogfolk lagde op til diskussion om hvad der kan gøres. Det skete i forbindelse med Danmarks Radio’s indsats for bedre sprog, en indsats der ledes af programdirektør Mette Bock.
------------------------------------------------------
Udstillingens sektion 4
HENNINGS CD
---------------------------------------------------
Hvordan blev musikken på CD’erne til, og hvordan blev de lavet.
Og:
Hvad indeholder de fire CD’er ?
Fra Flensborg Tidendes omtale d. 20. okt. 2006:
”CD 1 indeholder genoptryk fra en koncert med kor og orkester fra den 10. maj 1968. CD2 er en optagelse med symfoniorkestret i Flensborg i august 1969 med en xylofonsolo af ildsjælen Olav Jensen.
På den tredje CD er Henning Nielsen dirigent for FDF-orkestret i Flensborghus den 13. februar 1966, og Alfred Jakobsen dirigerer Sydslesvigs danske Ungdomsforeningers kor. Endelig er Ingolf Julius, der i dag er sekretariatsleder i Dansk Skoleforening, solist på Euphonium på CD4. Han spiller blandt andet Mozart’s ”Non pui andrai” fra Figaros Bryllup.”
Arbejdet med at redde de gamle –men vellydende- spolebånd over på CD var nervepirrende. Det skete i Flensborg-pladestudiet ”Jam” i Dubürger Strasse og Flensborg Tidende citerer Egon Sørensen, der ”selv var til stede som FDF-dreng ved koncerterne…”Han var altså en af Henning Nielsens gamle elever: Flensborg Tidende fortsætter sit referat af en af den gamle lærers hengivne tyske elever, Egon Sørensen, der stod for digitaliseringen:
”Et af båndene knækkede flere gang, da Henning Nielsen forsøgte at afspille det, og derfor måtte han spole det op igen med hånden. Det sendte han til mig, og vi sad i mange timer for at samle det i Jam Studio. Båndene var flere steder limet forkert sammen, så musikken spillede baglæns. Men den unge mand i studiet kunne høre sig frem til den rigtige måde at samle båndet. Problemet blev løst og det var faktisk en stor oplevelse.”
Flensborg Tidende fortsætter:
”Resultatet er fire CD’er, der kan købes for 85 kroner pr.stk ved henvendelse til enten Vestervig Boghandel: 97941266, eller Henning Nielsen 97941312.
---------------------------------
Om Henning Nielsens ungdomsarbejde af dimensioner, og et særligt sammentræf i høj alder.
Det kan kun hilses med begejstring at Henning Nielsens viden er ikke bare nedskrevet og udkommet som bog, men at der tillige foreligger fire musik- og sang-CD’er til at dokumentere hans arbejde. Ligesom folkemusik-traditionen i sin tid havde sin kerne og kunne genoplives i 60’erne og 70’erne fra netop denne egn i Thy kan det nu konstateres at der fra denne egn ydes et bidrag i retning af hvordan arbejdet med børn og unge kan føre til store danske erfaringer når det føres i dybden. De gamle spolebånd er i beundringsværdig kvalitet overført til CD. Det er drenge og piger fra 8 til 13 år der synger og spiller og det lyder fantastisk. Pressen var enig, som det vil fremgå.
For sprogvidenskaben som arbejder ikke bare med sprogets præcision men også dets melodiske tone er dette en guldgrube.
Man må tage hele Henning Nielsens livsværk i betragtning, både det tyske og det danske. Erfaringerne falder i to hoveddele, idet Henning Nielsen arbejdede i 25 år med én gruppe 2.-sproglige danske børn (tyske) -og 25 år med musikaktiviteter i Danmark, med udgangspunkt i Vestervig.
Starten er i Tyskland. Hans musik-CD’er er fra det sønderbombede og genopbyggede tidligere danske område i Nordslesvig, viser hvordan han - i mangel af skolebøger i en tid og i et land der sønderbombet manglede alt - valgte at bruge sangen til at undervise i vort danske sprog.
Han fortæller i sin bog hvordan han som ny-uddannet lærer straks efter krigen blev udsendt af den danske regerings minister, idet han i strid med den militære ledelse sensationelt fik afbrudt sin militærtjeneste til fordel for den danske sprogmission syd for grænsen.
Det er disse ”tyske danske” børn der nu så mange år efter i taknemlighed har hjulpet den aldrende men stadig livsfriske Henning Nielsen til at få bogen og CD’erne lavet, og skaffe billedmaterialet til bogen som er enestående velskrevet, således at den burde kunne studeres af danske pædagoger i dag, som et forbilledligt vidnesbyrd om et livs pædagogiske virke. Bogens lidt stive, upopulære titel: ”En livsvandring ad pligtens lige vej” dækkes ind af indholdets beskrivelse af vanskeligheder vi svært kan forestille os i dag, vanskeligheder som måtte og skulle overvindes. Og som ikke er på så stor historisk afstand endda.
Udstillingens sektion 5
----------------------------------------------
OTTO CARLSENS SPROG-FORSØG
------------------------------------------------
Om Otto Carlsens arbejde om ”Smukt Sprog”, -og hvad det var i Henning Nielsens arbejde der særligt interesserede ham, den særlige hensynstagen til religiøse, nationale og kønsmæssige forskelle.
Otto Carlsens bog ”Smukt Sprog”, er siden udkommet, og man kan læse Kristeligt Dagblads
helsides omtale af dette universitets-speciale via linket på http://www.idetblaa.dk/. Desværre nåede afsnittet om Henning Nielsens erfaringer ikke at komme med i udgivelsen af ”Smukt Sprog” (2007) på grund af hans helbredsproblemer på det tidspunkt. Der var dengang ikke lejlighed til en egentlig interviewundersøgelse, og Henning Nielsens bog- og CD- udgivelse var desuden ganske ny. Disse ting har derfor måttet vente. Et studie og fælles gennemlytning af optagelserne sammen med ham var ikke muligt. Det videre samarbejde har kunnet råde bod herpå, og nu er en udstilling klar.
Det var Henning Nielsens erfaringer med forsang der interesserede Otto Carlsen, da sidstnævnte er sanger. Derfor blev kontakten mellem de to skabt. Henning Nielsen har grundlagt musikskole-traditionen i Vestervig, og Otto Carlsen opsøgte Kirkemusikskolen for at finde erfaringer med forsang. Han havde allerede erfaret den simple sandhed at en sang skal passe til lejligheden, gennem forsøg med at gå og synge, som Danmarks Radio dækkede.
I sin bog fortæller Henning Nielsen om sin indsats som ung frihedskæmper i Silkeborg under krigen. Det har netop været Otto Carlsens ønske at udspørge Henning Nielsen om hvordan han vurderede betydningen af den nationale og religiøse indstilling hos drengene og pigerne, når man hører og tager i betragtning det mesterlige resultat i form af af den musik man hører på de fire CD’ers værker. Alle forundres nemlig over at den fremføres af kun 13-årige skoleelever. Hvordan kan de spille og synge så overtrumfende ? Hvad var det der greb dem?
Med hensyn til problemet om forsang har Henning Nielsen imidlertid selv i bogen lagt vægt på stemmelejets betydning. I sin bog beskriver Henning Nielsen at han satte sig igennem overfor sine foresatte på dét punkt, at han ville opskille sangundervisningen på Flensborg-skolen i eet stort pigehold og eet stort drengehold, -med det resultat at det toneleje der svarede til kønnet gjorde at der kunne synges fuldt igennem, drengene på sørøverstykker, pigerne på skønsang.
Dette er interessant. Det er i dag i dagens moderne Danmark ”et godt spørgsmål” om sang kan bruges som metode i dansk-undervisningen som skatkammer og reservoir til smukt sprog. Og de fleste dansklærere ville nok glemme at gøre som Henning Nielsen, at ”dele efter køn”.
--------------------------------------------------------------------------
Hvad skrev pressen når de var imponeret over at børn fra 8 år og op til kun 13 år kunne synge og spille Mozart og Carl Nielsen på denne måde ?
Da Henning Nielsen’s (og hans kolleger’s) resultater var på sit højeste gav de koncerter rundt omkring i Danmark og Nordtyskland. Repertoiret var Mozart, Händel, Carl Nielsen og andre) Pressen skrev: (fra koncert-anmeldelser i fotografisk aftryk på bogens s. 70 og 72)
”Korklangen er yndig, svævende let og bøjelig, sproget så artikuleret at ord og tone helt kan smelte sammen i det musikalske udtryk”
”Ydelser man ikke havde ventet”
”En succes som de unge musikere, der endnu næsten alle går i skole, og deres fortrinlige leder kan være stolte af ”
”Slagtøjet var forbilledligt”
”Man var ikke bange for at give sig i kast med krævende ting, som nu Rossini’s Tancredi-ouverture, …etc. ”
”…Sibelius’ magtfulde tonemaleri ”Finlandia” der virkelig rummede noget af det storladne og sluttede i den finske mesters tonesprog…” etc.
”Man føler, at Henning Nielsen med liv og sjæl går op i dette virke, der ikke alene viser ham som en fortrinlig dirigent, men tillige – hvilket vejer nok så meget til – som en forbilledlig musikopdrager.”
-------------------------------------------------------------------------------
-------------------------------------------------------------------------------
Udstillingens sektion 6:
SAMARBEJDS-RESULTATER
Appendix:
Fra Otto Carlsens videre undersøgelse af Henning Nielsens erfaringer.
-------------------------------------------------------------------------------
Detaljer fra arbejdet med de tyske børn:
Hvordan et arbejde for dansk sprog blev til et arbejde for sang og musik.
Det tog en del år med sprogundervisning og sang inden der blev dannet orkester, de første år arbejdedes der kun med kor og skolekomedier. Så kom instrumenterne, (der for øvrigt var dyre.)
Orkestret blev det store gennembrud. De tyske børn leverede underholdning i Danmark i årene før fjernsynet kom til. Henning Nielsens blæser-orkester rangerede højt blandt de 100 FDF-orkestre der dengang eksisterede i vort land. Kong Frederik dirigerede det gerne og det skete ved 3-4 lejligheder. Et billede i bogen fra et stævne viser kongen i samtale med Henning Nielsen, som han kaldte til sig for en samtale. Når der var store offentlige arrangementer blev Henning Nielsens orkester gerne anvendt. Det kunne være ved indmarcher ved store idrætslege, og så drejede det sig om at spille non-stop i flere timer indtil alle hold var kommet ind. Hennings kvikke knægte var eksperter i dette, for de kunne ganske enkelte blive ved at blæse. De gik aldrig i stå.
Deres udholdenhed havde sin årsag: Foruden den ugentlige øve-aften om onsdagen og ene-timer om mandagen var blæser-drengene jo vant til at være ude at spille to gange om ugen, og derudover var der de almindelige FDF-aktiviteter. Ved højtiderne spillede de i kirken. Dér sad de oppe i koret og spillede koralerne.
Lidt lokalhistorie kan godt tages ind her: Henning Nielsen har fortalt lidt detaljer, der ikke er med i hans bog:
Det var ikke det eneste orkester i byen. Der var også et spejder-orkester i Flensborg, men de blev helt slået af banen, de spillede bare høj spejdermusik, men FDF spillede klassisk, og spejderorkesteret i byen døde simpelt hen ud. ”De dygtige drenge” søgte ind i Henning Nielsens orkester.Det affødte morsomme ting. I 1964 gik der jo en Beatles-bølge hen over vore lande. Unge var begejstrede og alle Beatles-kendere af rock-historien har hørt om Hamborg-koncerten med de fire Liverpool-drenge. Det påvirkede også Hennings drenge. De brugte dét de havde lavet i FDF til at blæse Beatles-arrangementer, og de blev meget populære for de var knald-dygtige og meget musikalske og spillede til dans og bal. De kaldte sig ”The Hackles”.
Henning Nielsen ved dog ikke om der eksisterer optagelser med Beatles-blæserorkestret.
Det var jo sprogets tone og sangen og talens melodi der interesserede mig. I min undersøgelse ønskede jeg at forstå enhver kilde til den smukke musik fra så små børn. Og jeg spurgte altså Henning Nielsen hvad det efter hans mening betød at selve orkestret og tiden og stedet havde et klart nationalt og religiøst grundlag, om det efter hans mening kunne være med til at give en forklaring på drengenes dygtighed, deres élan i spillet, deres hele fejlfrihed og sikkerhed i takt og tone?
Han svarede indirekte ved at indrømme at nogen drenge faktisk kom for musikkens skyld. Der var faktisk noget der tiltrak dygtige drenge til hans orkester, der var nogen drenge som vidste at de fik noget ud af det. ”Det var højt begavede begavede unger der gik på Duborg-skolen”, forklarede Henning Nielsen, -og han fortsatte, at de kom fra denne skole til ham fordi de fandt ud af at han ville lære dem at spille og at han stillede krav til dem om at de skulle kunne de stykker de havde for, og om at de spillede ”ordentlig” musik, ikke spejdermusik.
Men han understregede hele tiden overfor mig, at dé drenge, der var så heldige at være orkestermedlemmer ikke af den grund slap for andre FDF-pligter. De skulle stadig være patrulje-førere eller væbnere eller pilte, og passe de daglige trænings-ting. Ja, FDF skulle i det hele taget passes. Man er ikke fredet i orkestret, det er et privilegium ved siden af. Også teltlejre og stævner hører med.
Og hvad der var sjovt: At blive orkestermedlem var rigtignok et duelighedstegn at tage. Der var en optagelsesprøve til orkestret, og denne prøve stod Henning for. Han lod dem synge en sang og efterligne høje og dybe toner som en høreøvelse. Man blev ikke automatisk optaget. Det var heller ikke sådan at drengene kunne regne med at blive uddannet på et instrument der var selvvalgt. Efter optagelsesprøverne fordelte han instrumenterne efter læbestørrelse, idet kun drenge med kraftige læber kunne betjene tuba og basun og den slags. Drengene accepterede Hennings lederskab. Han betonede overfor mig at det jo kun var børn, og det er jo sandt. Så lo han og fortalte at når de var på vej til øveaften om onsdagen kom de fra alle retninger slæbende på deres store instrumenter. Så kunne de ikke nære sig. De kunne ikke lade være med at lukke en dør op til opgangen når de passerede en blok. Så gav de et ordentligt trut i trompeten, så folk røg op af lænestolen oppe i lejlighederne. De kunne ikke lade være.
Nu har vi jo ingen optagelser af børnenes sprogtone. Alligevel: Måske har vi ret til at sige: At Henning Nielsen er et godt eksempel på undtagelsen fra reglen: At modersmålets tone læres i moders skød og ved familiens arne.
Det vil jeg godt uddybe.
Normalt er det jo sådan, normalt er familien og de nærmeste omgivelser afgørende, men: Her har en intensiv sang og musik-undervisning af tyske børn i dansk tone fra 1. klasse ført til stor musik og hengivne børn gennem hele livet, -men også kun ved store ofre fra en mand og en lille dansk familie der aldrig havde fri. Der var altid enkeltundervisning om mandagen, øveaften om onsdagen og typisk hele to koncerter i løbet af ugen, foruden børnenes egen skolegang. I skolen var de med i sørøverkor etc. De var alle optaget. At hjemmepligter og familie-samvær blev ”forsømt” siger sig selv. Men her interesserer vi os for det enestående eksempel på hvordan almindelige skolebørn ved en intensiv kollektiv sproglig-musikalsk opdragelse kan nå store resultater der –dét kunne det tyde på - ”sætter sig” livet igennem, ligesom den sproglige opdragelse i familien. Det er dét jeg mener med at Henning Nielsens historie er undtagelsen fra reglen om moderens og familiens eneafgørende betydning for sprogtonen, -for den måde barnet taler på.
Deres dygtighed må måske yderligere forklares, idet vi stadig bevæger os på antagelsens grund. (Antagelsen består i at vi anerkender muligheden for at børnenes tale er blevet positivt påvirket af den megen danske sang og musik i undervisningen og fritiden. Vi har ret til at antage det. I givet fald: Da er der anvendt en usædvanlig metode. Som bygger på hvad? Dét er spørgsmålet.
Det kunne være børneårenes udvidede tonesans, som udgjorde dette fundament. Dét, som denne historie måske bevidner kan være at børns tonesans er større end voksnes, og at krævende klassisk musik lettest læres i 8-13-års-alderen og at det kan gøres ved noget enkelt-undervisning, noget øvning for det enkelte barn og fælles øvning og optræden kombineret med frisk spejderliv. Kombineret med sang-arbejde i skolens sprogtimer.
------------------------------------------------------------------------------
Tillæg til appendix, af Otto Carlsen
Afsluttende overvejelser om :
Hvorfor er det overhovedet muligt at mindre og halvstore børn kan blive så gode til at spille (og synge)
-------------------------------------------------------------------------------
Men dét problem jeg satte ud for at løse da jeg fandt Henning Nielsen i Vestervig, var: hvordan man ”synger for”?
Det blev løst med det samme, for Henning Nielsen slog straks op i sit manuskript på side 32 (det var ugen før det skulle udkomme) –og dér stod hvordan børn opdeles efter stemmeleje, drenge og piger for sig.
Men:
Vi ved alle hvad det vil sige ”at synge for” -man slår tonen an, -man lytter til de andre, osv., ,--men hvordan helt præcist gør man dét ? Årsagen til at jeg fandt det vigtigt var, at jeg i højere og højere grad kom til at opfatte, at vejen til smukt sprog bestod i at synge. Man måtte synge sammen. Man måtte også synge for sig selv, men man måtte også synge sammen. Og så må der være nogen til synge for, for at slå tonen an. Og disse forsangere må der aldrig blive mangel på, med mindre sprogets smukke tone skulle lide skade. Jeg er selv vant til at synge for og kan få store forsamlinger på 1000 mennesker til at synge sammen med det samme. Men jeg har svært ved at forklare hvad jeg gør. Jeg må både synge og spille på samme tid, men jeg må ikke lytte til det jeg synger og spiller. Jeg må lytte til de andres sang og tilpasse mit sang og spil til de andres sangs behov. Sådan har jeg gjort i Roskildehallen og på Budolfi Plads og ved tusind lejligheder. Jeg anede ikke hvor jeg skulle søge og havde ingen bedre ide end at opsøge kirkemusikskolen fordi kirken som bekendt bruger forsangere i det daglige. Her var Henning Nielsen grundlæggeren. Det var ham jeg stødte ind i. Det er ham der har løbet musikskolen i Vestervig i gang.
Men tonen, forsøgene med den, hvad har de med sagen at gøre ? Det er indlysende, at når jeg her betragter problemet om smukt sprog, så er det ikke på det individuelle plan. Der kan noksomhelst fremvises eksempler på individer der taler smukt og nogen der taler hæsligt. Vi anskuer sproget som et kollektivt fænomen. Det hele bygger på antagelsen i min bog: ”Smukt Sprog” (2007) og mit cand.mag.speciale af samme navn, om at det smukke i sproget har med tonen at gøre. Man skal ikke tage denne dristighed for mere end den er. Det er bare en antagelse, men fordelen er, at den gør det muligt at betragte ”vel-dokumenterede indsatser” så som ”Henning Nielsens laven musik med børn” som et ”forsøg” udfra denne antagelse. Unægtelig skal det også være veldokumenteret, men netop: Her har vi jo lydoptagelser på fire CD’er, vi har hans tilsvarende bog, vi har ham selv og vi har hans børn, altså talrige nulevende medvirkende som brænder for at fortælle hvor meget det har betydet for dem. Nu begivenheden er på afstand og de er fra 60 til 80 år gamle.
Der er selvfølgelig noget vi skal tage højde for.
Vi vælger nu at anskue det som et smuktsprogs-forsøg. Bagsiden af medaljen er at alle omstændighederne ved ”forsøget” er specielle. De historiske omstændigheder er overordentlig specielle. Og hans modning under krigen. Modstandsmandens kasten sig ind blandt de overvundne tyskere for at lære nogen af deres børn dansk, -det er specielt , -og brugen af sang og musik i en så overvældende grad var specielt. (Det skyldtes selvfølgelig ikke alene manglen på bøger at de sang så meget). Overhovedet er en mand med så stærk vilje som Henning Nielsen speciel. Alt dette skal vi tage højde for. Jeg mener bare, at sprogvidenskaben ikke har råd til at negligere de konkrete resultater der kan uddrages af Henning Nielsens virke. Men dertil kommer: Ethvert forsøg er faktisk meget specielt, det er altid noget opstyltet. Især de eksperimenter der eksister (og som jeg kender til) med undersøgelser af børns tonesans, -hvoraf jeg refererer tre i ”Smukt Sprog”. (
For dén der ikke har læst denne bog: Disse eksperimenter er super – særegne:
-Man ser hvordan fostre reagerer med små forskellige spark og håndbevægelser der iagttages gennem røntgen, når forskellige lyde sendes ind i livmoderen. Samme lyd giver samme spark.
-Man ser hvordan ganske nyfødte spædbørn efter få dage genkender(her: fransk) modersmål(her: fra russisk) ligeså godt som 4 mdr. måneder gamle spædbørn gør det. men kun de 4 måneder gamle kan opdage når det er volapyk-ord der er camoufleret med den rette tone.
-man ser på mor-barn-sproget i et forsøg hvor man sender en båndoptager med en mor i barnevognen, -og opdager at hun ved overdreven tone-brug opdrager barnet med det mest eksemplariske melodi-sprog, som hun pr. automatik altid forventer at hendes barn forstår, om hun så er en vietnamesisk eller spansk mor. Eller en dansk selvfølgelig. Alle mødre gør det, verden over.
Modersmål går rent ind. Via tone, resten kommer senere. Barnet kan ikke kalibrere det finere, men tonen kan det klare. Perfekt og allerede som spæd. Som nyfødt er det en tonekunstner, der ikke kan narres ved at lytte til libanesisk hvis da (liv-)moders-målet er dansk.
Det var tre mere traditionelle børne-sprogtone-forsøg. Forsøg med meget små børn. Henning Nielsens børn var ikke små mere, men her hos Henning Nielsen ser man 13-årige børn af jævne familier spille Carl Nielsen, Kuhlau og Mozart og synge kantater med en fasthed, præcision og inderlig og iørefaldende samklangs-evne, der muligvis skyldes at børns tonesans er bedre end vi tillægger dem, bedre end de voksnes. Så at selv en Stevie Wonder må beundre sin barndomsevne. Det er i hvert fald min forklaring. Jeg vil ikke forklejne nogen voksne. Henning Nielsen er jo også en stor eller en af de største pædagoger og musikopdragere, men det er ikke forklaring nok. Spørgsmålet står tilbage for sprogvidenskaben: Hvordan kan ”fattige børn” spille sådan når de også passer skole og meget andet. Forklaringen, der er nærliggende er at de med Henning Nielsens hjælp trækker på dén tonesans fra fosterstadiet og barndommen som også anvendes når sproget læres. Det med sprogets tone skal forståes bogstaveligt: At et ord som
”sut-
te-
flas-
ke”
har et helt bestemt høj-lav-lav-lav toneskifte.
Han trak på deres sprog-øre da han udviklede deres musik-øre. Han gik ud fra at alle børn var sprogmusikalske da han udfandt de børn der var decideret musikalske. Han var trods alt sproglærer. Sproget var musikkens udgangspunkt, men tonerne var allerede sprogets urgamle udgangs-punkt,fra barneste spædeste fostertilstand, det viser moderne videnskab, og det er dét jeg trækker på i ”Smukt Sprog”ved at referere fra disse eksperimenter, og det er dét jeg gør til grundlag for min antagelse, så dristig som den er, om at det smukke ved sproget har med tonen at gøre.
For hele forudsætningen for at drage så vidtgående slutninger er jo dén sans for toner hos børnene der gør spæde i stand til at lære ord før de forstår disses betydning, endsigefør de på nogen måde kan udtale dem, men gør det alligevel udfra deres tone, som når de siger rulleskøjte med perfekt tone ”u-u-ø-ø”.
Nu ved vi jo ikke om de små i vores historie taler smukt dansk i dag. De taler jo tysk. Det væsentlige er, at de fire CD’er rummer musik der er dejligt at lytte til, så man måtte tro at voksne mennesker var kilden dertil, og at i hvert fald ikke 13-årige. Men kilden var en sproglærer, som børnene havde haft fra lille.
Hvad kan der gøres af yderligere undersøgelser hvis sang- og -musikarbejdet i Flensborg betragtes som ”sprogforsøg”
Det har i flere år forekommet mig at denne undersøgelse var vigtig. Her befinder vi os på sprogvidenskabens grund, og smukt sprog er målet. Mange beklager sig, men hvad kan der gøres? Kan man ikke spørge sig hvordan vort sprog ville udvikle sig hvis alle børn fik en uddannelse som dén Henning Nielsens dansk-klasse-elever fik, - som gik videre i sang og orkester? Det er da ikke en ganske utopisk tanke. Da de stadig lever kunne det være interessant at spørge dém. Ja at spørge disse nulevende gamle, dengang unge, elever.
En udspørgen af disse ”børn”(de er i 60-års-alderen i dag) ville kunne forsyne os med overordentlig troværdige og helt enestående data. Taler de smukt dansk i dag? Ja de lever altså dernede syd for grænsen. De taler måske ikke dansk til daglig. Jo nogen af dem gør måske. Men området er trods alt ikke dansk mere. De taler formentlig mere tysk. Men de har lært det danske sprog via musik og sang. Men ikke som spæde. Da de var helt små (mens krigen stod på) var dansk taget af skemaet, om ikke bandlyst. Henning Nielsen tog dén tråd op. Deres ønske om at lære dansk, enten det var fra deres forældre eller dem selv tog Henning Nielsen fat på med fynd og klem og basuner og kor og ene-undervisning på den ene uge-aften, og fælles spil på den anden, optræden de øvrige i kirker og på sportspladser, - og friluftsliv foruden i lejr og hytte. Jeg vil holde på: Det var sprogundervisning som idræt. Det var smukt sprog som disciplin, og vi får formentlig aldrig så enestående et ”forsøg” igen. For det er Danmarkshistorie, og vi mister nok ikke Sønderjylland igen. Men der var tale om en sprog-indsats, -og arbejdet dér skete bør hér bedømmes som sprogindsats og ikke som musikindsats.
-Henning Nielsen er imidlertid tilbøjelig til at bedømme sin egen indsats som en musikindsats, men jeg ønske altså at bedømme den som sprogindsats, -og for så vidt er det en ”tilfældighed” at den sker som ”dansk mission” i det tyske. Men ellers havde et så specielt forsøg nok aldrig fået lov at finde sted. Henning Nielsen var i en position hvor han kunne gå sine egne veje og også stille krav og det gjorde han, og det alméngør resultaterne, så vi i nogen grad kan abstrahere fra den nordtyske baggrund og forsøge at bruge resultatet til at gøre antagelser om ”smuktsprogs-virkningen”af at synge og spille med børn for at lære dem at tale bedre. Henning Nielsen var jo børnenes dansklærer.
Hele Henning Nielsens historie giver anledning til bedømmelsen:
I fremstillingen må man tage udgangspunkt i den første impuls der bestod i at de tidligere elever, der nu i dag er tyske pensionister, tilskyndede den elskede og beundrede og aldrig glemte dansk og –sanglærer til at skrive sine erindringer. Dette førte til fundet af spolebåndene. Dét der var en fantastisk musikalsk-sproglig livshistorie blev en dokumenteret lydmontage. Dén slags tilfælde er meget sjældne, da optagelser sjældent eksisterer og ofte går til grunde. De involverede har her selv tilvejebragt hvad universitetsfolk kæmper i årevis for at anstille.
-------------------------------
Udstillingens elementer:
-------------------------------
Vibeke Nielsens malerier:
Et univers at gå ind i
Tekstil, maleri, akvarel
Artikel:
Et langt liv
i Vestervig for Kunst og Kultur
Flensborg avis:
Et kosteligt fund af gamle bånd
Kristeligt Dagblad :
Tonen gør sproget smukt. (Hvad betyder tonen for talen og hvad betyder tonen for det enkelte ord. Internationale forskningsresultater.
-----------------------------------------------------------
Plancher fra Henning Nielsens bog:
(udstillingens sektion 2:)
HISTORIEN I HENNINGS BOG
Side 10: Vikingepatruljen og krigens komme i 1940
Side 16: Nyuddannet lærer: De sydslesvigske børn ”i kø” for at komme i dansk skole.
”2 store parallelle kor: drengestemmer for sig, pigestemmer for sig, hvert sit leje. ”Det åbnede enormemuligheder”
Side 38
: Foto: FDF besøger England.
Side 41:
Hverdagsfotos fra Flensborg.
Side 46:Koncertrejse med korpigerne. Foto og program. 1950. Programpris 25 øre. Grieg, Gade, Mozart, Brahms.
Side 47: ”700 til FDFs musikfest på Sønderport i aftes”. ”Vi skal i aften forsøge at synge os ind i deres hjerter – lyt til Danmarks stemme, det er hele Danmark der taler gennem vore sange, det er alt, hvad der er dansk”.
Og:
”Det danske sprog lød klart fra barnemunde, på højde med DRs pigekor, hjerterne sang med,… over 30 danske sange, de fleste i 3-stemming udsættelse, gennemførte disse børn i alderen fra 8-14 år,…” etc
Side 48: 2 fotos, skolekoret og pigekoret.
Side 61: to fotos. Kor-arbejde og skolekomedie, men hvornår skalet egentligt orkester startes op?. Henning Nielsens overvejelser.
Side 62 og 63:
Starten med at spille på Aida-horn til Børge Wagners fanfarer, og mødet med kongen i 1959. Henning Nielsens arbejde son instruktør for Aida-senior-korpset og leder for for det 8. Land-sorkester-stævne med deltagelse af 1000 FDF’ere i Herning.
Side 64-65: Henning Nielsens spil i det danske koncertorkester og arbejdet her for dansk og nordisk musik.
Side 70: Artikel om ”Forårskoncert på Flensborghus” Skrevet af Walther Lange, den mand som også optog musikken´på spolebånd. Artiklen er i sin helhed skrevet henrevet inspireret og man forstår hvad denne musikanmelder har fået ud af at sidde aften efter aften og lave koncertoptagelser med drengene og pigerne. Han har udmærket vidst at her var tale om noget specielt inspireret musik. (Bemærkning: Derfor burde denne artikel måske også have været aftrykt med CD’erne, i en cover-tekst, idet Walther Langes tekst yder både børn og dirigent retfærdighed. OC)
Side 77: En afskeds-artikel: Tak til Vibeke og Henning Nielsen i anledning af at de rejser fra Flensborg til Thy, og efterlader sig en ”taknemlighedsgæld” og ”et perfekt kartotek” mv.”
Side 90:, incl. Foto. Om senior-klubbens sammenkomster efter at Henning og Vibeke rejste hjem, (til Vestervig) dvs de senere år, tiden fra 1971 til 2002, hvor klubben blev nedlagt.
Side 120-121-122: Henning Nielsens efterskrift: Fra spolebånd til CD., med en slutnote om Arne Hou og Vibeke Nielsen og hendes 2006-udstilling.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Udstillingens sketion 7
---------------------------
ELEMENTER TIL KATALOG
---------------------------
Højtideligheden ved udstillingen da bog og CD’er var færdige:
I Pakhuset i Krik foregik i 2006 en dobbeltbegivenhed. Vibeke Nielsen’s (Henning Nielsens i 2008 afdøde hustru) udstilling ”Et langt liv med kunst” vistes, samtidig med at Henning Nielsen præsenterede sin erindringsbog: ”En livsvandring ad pligtens lige vej”. Bogen handler om ægteparrets år ved skolevæsenet i Sydslesvig, hvor de underviste fra de første turbulente efterkrigsår indtil 1971. Ved indsamlingen af billeder til bogen i 2005 fandt Henning Nielsen en kasse med gamle båndspoler. Glemte optagelser, som altså ved lykkens tilskikkelse, blev fundet -og digitaliseret af hans gamle elever og udgivet og distribueret af hans ven, boghandler Preben i Vestervig.
Musik-indsatsen i Tyskland og i Vestervig i Thy
Flensborg Tidende fortæller hvad parret lavede i Flensborg og siden i Thy:
”Henning Nielsen kom til Flensborg i april 1947, -og året efter fulgte Vibeke efter. Hun fik straks arbejde som lærer selv om hun ikke havde læreruddannelse. Hun tog dog senere en faglærereksamen på Danmarks Lærerhøjskole i Haderslev, og i mange år havde hun i Flensborg fuldt skema i håndarbejde og formning på Duborg-Skolen og i voksenunderisningen.
Ægteparret flyttede til Sydthy i 1971, og her var Henning Nielsen indtil sin pensionering skoleinspektør ved områdets største folkeskole Vestervig Skole hvorfra han også havde ansvaret for at administsrere den tyndt befolkede egns mindre lokale skoler i nabobyerne.
I Sydthy tog han vigtige musikalske initiativer. Der findes jo i dette område en rig musiktradition, som blandt andet har gjort den til folkemusikkens hjemegn nr. 1. Henning Nielsen savnede imidlertid musik i Vestervig. Han tog initiativ til Vestervig Musikskole, hvis bestyrelsesformand han var i begyndelsesårene, og der blev dannet et symfoniorkester og der blev oprettet et navnkundigt ensemble under det underfundige navn: Salon-orkestret”, og endelig opstod vort lands kirkemusikskole i Vestervig. Man kan altså ingenlunde påstå at den koncentrerede indsats i det tyske gik i stå, da den blev forlagt til denne danske egn. Der var også teaterspil.
samt
forberedelsesmaterialer til udstillings-katalog, internet-side
og et offentligt 2009-møde – ”Syng med og diskuter” !
På et offentligt møde fyldt med sang og musik i efter-sommeren 2009 vil to sprog og –musikfolk på hhv. 83 og 53 år fortælle om hvordan de har kunnet indlede et samarbejde om metoder til smukt sprog.
En foredrags- aften og en udstilling
om
Tankevækkende metoder
Til sang og god tone i sproget
Som præsenteres af 2 nordjyder:
Hvordan kan god tone i sang og tale have med ”metoder” at gøre?
En skoleinspektør der har lavet musikskoler –skabt drenge-og pigekor der blev berømte – blev dirigeret af Kong Frederik gentagne gange - spiller deres musik på de CD’er, der nu er udgivet.
Samt hans samarbejdspartner:
En sanger-og sprogmand, Otto Carlsen http://www.idetblaa.dk/ der har lavet universitetsspeciale i ”smukt sprog ved at synge mere”, især i det fri (”i det blå”) lægger op til hvilke sange der er gode at synge med på – og gode at gå til
Dette er et arbejdsfællesskab mellem Henning Nielsen,Ydby (tidl. Vestervig) og cand.mag. Otto Carlsen, Aalborg. De to sprog- og musik-folk håber at Danmarks Radio vil fokusere på metoder til smukt sprog og smuk tale, og vil gerne have indflydelse på en ny dansk sproglov.
Lidt om baggrunden for dette samarbejde:
--------------------------------------
(Udstillingens sektion 1)
MØDET LIGE FØR BOGEN
Otto Carlsen opsøgte som studerende Vestervig Musikskole for at høre om erfaringer om forsang – og fandt dens grundlægger Henning Nielsen i fuld færd med at lægge sidste hånd på sin erfarings-bog.
Det var overraskende for Otto Carlsen at opdage at Henning Nielsen havde praktiseret fremmedsprogs-undervisning i dansk sprog for tyske børn ved hjælp af sang. Og udgivet det på CD !
Han spurgte Henning Nielsen hvordan en tone-baseret opdragelse (i folkeskolen) praktisk blev mulig, når den rent faktisk blev besværliggjort af at den fordrede en opdeling af drenge og piger?
Henning Nielsen svarede at skolen delte børnene op så drengene var til kor og øvede ”Min onkel fra Ronongo” mens pigerne havde pigegymnastik. Når drengene så havde drengegymnastik gik pigerne til pigekor.
Otto Carlsen spurgte også Henning Nielsen hvordan han øvede sangen med børnene og hvordan man synger for. Han svarede at pigerne måtte presses opad i tone for at kunne klare det høje C, hvorimod drengene bare skulle synge af karsken bælg som sørøvere. Med pigerne sang han derfor skalaer op og op med pigerne, og ned og ned med drengene, og så vendte han og kørte tonen tilbage, og på den måde blev børnene udholdende og kunne klare at synge længe på en scene. ”Ellers ville de ikke kunne stå og få klangen ud, sagde Henning Nielsen, jeg var nødt til at øve dem hver gan, ellers ville de gå træt.
Otto Carlsen spurgte Henning Nielsen hvorfra han kendte til disse ting, eftersom han kun var uddannet basunist. Han svarede at han havde fundet nogen bøger med spænde-øvelser og afslapnings-øvelser. Vi lærte at varme op når vi kørte op til Danmark og sang, for det kunne godt være hårdt. Vi tog skalaerne forfra først, derefter straks bagfra. Pigerne og drengene startede forskellige steder. Pigerne startede ved C og gik en hel oktav op. Drengene gik bare fra det dybe G og op til C. Vi taler her om skalaernes grundtone, den første tone man synger i skalaen. Når man skal vandre samme vej tilbage som man sang før skyldes det, at ellers indfører man nogen ny toner.
Men der var også trænings-problemer med blæse-orkestret forklarede Henning Nielsen. De skulle lære at økonomisere med kræfterne, der skulle være luft mellem instrumentet og læberne på den dreng der blæste, der skal være lidt afstand. Det krævede øvelse og drengene var virkelig i form på dette punkt og derfor spillede de så godt.
Henning Nielsen tilføjede ved undersøgelsens slutning, at det spillede en stor rolle at han efter, at børnene gik ud af skolen, fulgte dem, så at de skabtes en tradition for at de ønskede et fællesskab med hinanden og deres kammerater. De blev ved med at mødes en gang om måneden eller sådan noget for at bevare deres gode kammeratskab, som de fik i skolen. Henning Nielsen deltog i dette og var samlingspunkt mens han boede der. Møderne foregik om aftenen efter skoletid på en cafe eller lignende. Tråden gik altid tilbage til Henning Nielsen og det fantastiske er at de mødes den dag i dag og de stadig skriver til ham.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
----------------------------------------------------------------------------------------------
Udstillingens sektion 3
----------------------
PROGRAM FOR
FOREDRAGS-AFTENEN
-----------------------
hvad skal vi synge med på, - og hvad skal vi høre fra de 4 CD’er.
Vi gennemgår udstillingen om Henning Nielsens arbejde med børnene og han spiller nogle eksempler fra hans CD’er og Otto Carlsen fortæller om sit smukt-sprogsarbejde via sang og lægger op til nogle fællessange:
Liste:
Det offentlige mødes sang-og musik-eksempler. (Så mange der nu kan nås)
CD 1-1 Ouverturen til ”Figaros Bryllup” af Mozart
CD 3-2 Rossini’s ”Largo al Factotum” fra ”Barberen i Sevilla”
CD 3-3 Tre solo-kornetter spiller: ”Buglers Holiday” af Leroy Andersson
(Noget af dette er virkelig svært, men drengene gør det med gnistrende spil.
CD 2-3 ”Oh, had I Jubal´s lyre” af Händel
CD 3-4 ”Våren” af Grieg
CD 3-5 ”Finlandia” af Sibelius
Schultz: ”Lille forårsvise”, samt ”forårs-kermesse”, samt ”Landsbyens Forår”
Jørgen Benzon: ”Døden og Brændehuggeren”, samt ”Løvens part” og ”Skibe”
Orkester: ”Spansk komedie
Otto Carlsen synger for:
Solsortesangen, Mågesangen, Jeg ved en lærkerede, andre fællessange af Kim Larsen m. flere.
Otto Carlsens sang og spil og arbejde for en dansk thesaurus ordbog, Dansk Begrebsordbog.
Otto Carlsen, der har sin guitar med, (og ”Otto i det blå”, hans ny CD med sine otte ”fuglesange”, som er beregnet til at ”gå og synge” til, han er i stand til at distribuere den den non-profit til kun 20 kroner, på grund af et helt ekstraordinært ”smuktsprogs-tilskud” ydet af den Agnes Petersenske Fond.) vil lægge op til fællessang, bl.a. ”Jeg ved en lærkerede”
Og andre sange der passer til lejligheden. Desuden vil han prøve det eksperiment at mødets deltagere – uden tekst til rådighed – kan synge en meget lang men også meget elsket sang dansk sang – hvilken skal her ikke røbes. Men vi danske er måske bedre til at synge end vi tror.
Hvad betyder det at synge for at få smukt sprog ? For at få en smukkere tale i dagligdagen i god tone. Kan tonen i den måde man taler på forbedres ved at synge mere? Hvad gavn har vi af at tale vore ideer ind på bånd eller diktafon i stedet for ”at skrive og atter skrive og notere” så meget som vi gør? Otto Carlsen står også i spidsen for udkast til ny dansk begrebsordbog i den H.C.Ørsted’ske pioner-tradition, med vægt på ikke bare et rigere ordvalg, men også en rigere tone, også en vægt på ordets aura og afkast af betydning i det danske sprogområde.
Det drejer sig om ordenes forhold til hinanden, men her er sangen som ”metode” også central, fordi ord har tone allerede som enkeltord. Her er sangen en ”metode” og måske som en central metode. Spørgsmålet rent praktisk er da hvordan vi overhovedet får lejlighed til at synge noget mere i vorfortravlede skrift-prægede og radio-jappende sjuske-kultur. Kan en nation af nybagte skærm-narkomaner vende tilbage til en besindelse på vort ellers unikt sangbare sprog? I denne forbindelse har Otto Carlsen studeret teorier om skriftsprogets opfindelse og ”nedkæmpelsen” af fortidens sang-kulturerer, der huskede ved at synge, ikke ved at skrive.
Altså:
Overgangen til en skriftsprogs-baseret kultur. Toneproblemet med den. Hvorfor kan vort (græske) alfabet ikke udtrykke toner ? Vi kommer ind på det historiske, -naturligvis i al korthed, som nu et offentligt møde tillader.
Der vil være lejlighed til at købe hans, såvel som Henning Nielsens bog på mødet, -her, som på bogmarkedet i øvrigt, distribueres de til ren produktionspris.
Et af Otto Carlsens ”smuktsprogs”-eksperimenter har bestået i at lade en samling deltagere i et ”Melodi-Gang-prix” gå og synge 10 på forhånd nominerede sange for at kåre dén der ”var bedst at gå og synge til”. Det sjove eksperiment blev dækket af Danmarks Radios journalister og beskrives på link på http://www.idetblaa.dk/ Han har deltaget i Danmarks Radio’s sprogkonference 2008, hvor en række sprogfolk lagde op til diskussion om hvad der kan gøres. Det skete i forbindelse med Danmarks Radio’s indsats for bedre sprog, en indsats der ledes af programdirektør Mette Bock.
------------------------------------------------------
Udstillingens sektion 4
HENNINGS CD
---------------------------------------------------
Hvordan blev musikken på CD’erne til, og hvordan blev de lavet.
Og:
Hvad indeholder de fire CD’er ?
Fra Flensborg Tidendes omtale d. 20. okt. 2006:
”CD 1 indeholder genoptryk fra en koncert med kor og orkester fra den 10. maj 1968. CD2 er en optagelse med symfoniorkestret i Flensborg i august 1969 med en xylofonsolo af ildsjælen Olav Jensen.
På den tredje CD er Henning Nielsen dirigent for FDF-orkestret i Flensborghus den 13. februar 1966, og Alfred Jakobsen dirigerer Sydslesvigs danske Ungdomsforeningers kor. Endelig er Ingolf Julius, der i dag er sekretariatsleder i Dansk Skoleforening, solist på Euphonium på CD4. Han spiller blandt andet Mozart’s ”Non pui andrai” fra Figaros Bryllup.”
Arbejdet med at redde de gamle –men vellydende- spolebånd over på CD var nervepirrende. Det skete i Flensborg-pladestudiet ”Jam” i Dubürger Strasse og Flensborg Tidende citerer Egon Sørensen, der ”selv var til stede som FDF-dreng ved koncerterne…”Han var altså en af Henning Nielsens gamle elever: Flensborg Tidende fortsætter sit referat af en af den gamle lærers hengivne tyske elever, Egon Sørensen, der stod for digitaliseringen:
”Et af båndene knækkede flere gang, da Henning Nielsen forsøgte at afspille det, og derfor måtte han spole det op igen med hånden. Det sendte han til mig, og vi sad i mange timer for at samle det i Jam Studio. Båndene var flere steder limet forkert sammen, så musikken spillede baglæns. Men den unge mand i studiet kunne høre sig frem til den rigtige måde at samle båndet. Problemet blev løst og det var faktisk en stor oplevelse.”
Flensborg Tidende fortsætter:
”Resultatet er fire CD’er, der kan købes for 85 kroner pr.stk ved henvendelse til enten Vestervig Boghandel: 97941266, eller Henning Nielsen 97941312.
---------------------------------
Om Henning Nielsens ungdomsarbejde af dimensioner, og et særligt sammentræf i høj alder.
Det kan kun hilses med begejstring at Henning Nielsens viden er ikke bare nedskrevet og udkommet som bog, men at der tillige foreligger fire musik- og sang-CD’er til at dokumentere hans arbejde. Ligesom folkemusik-traditionen i sin tid havde sin kerne og kunne genoplives i 60’erne og 70’erne fra netop denne egn i Thy kan det nu konstateres at der fra denne egn ydes et bidrag i retning af hvordan arbejdet med børn og unge kan føre til store danske erfaringer når det føres i dybden. De gamle spolebånd er i beundringsværdig kvalitet overført til CD. Det er drenge og piger fra 8 til 13 år der synger og spiller og det lyder fantastisk. Pressen var enig, som det vil fremgå.
For sprogvidenskaben som arbejder ikke bare med sprogets præcision men også dets melodiske tone er dette en guldgrube.
Man må tage hele Henning Nielsens livsværk i betragtning, både det tyske og det danske. Erfaringerne falder i to hoveddele, idet Henning Nielsen arbejdede i 25 år med én gruppe 2.-sproglige danske børn (tyske) -og 25 år med musikaktiviteter i Danmark, med udgangspunkt i Vestervig.
Starten er i Tyskland. Hans musik-CD’er er fra det sønderbombede og genopbyggede tidligere danske område i Nordslesvig, viser hvordan han - i mangel af skolebøger i en tid og i et land der sønderbombet manglede alt - valgte at bruge sangen til at undervise i vort danske sprog.
Han fortæller i sin bog hvordan han som ny-uddannet lærer straks efter krigen blev udsendt af den danske regerings minister, idet han i strid med den militære ledelse sensationelt fik afbrudt sin militærtjeneste til fordel for den danske sprogmission syd for grænsen.
Det er disse ”tyske danske” børn der nu så mange år efter i taknemlighed har hjulpet den aldrende men stadig livsfriske Henning Nielsen til at få bogen og CD’erne lavet, og skaffe billedmaterialet til bogen som er enestående velskrevet, således at den burde kunne studeres af danske pædagoger i dag, som et forbilledligt vidnesbyrd om et livs pædagogiske virke. Bogens lidt stive, upopulære titel: ”En livsvandring ad pligtens lige vej” dækkes ind af indholdets beskrivelse af vanskeligheder vi svært kan forestille os i dag, vanskeligheder som måtte og skulle overvindes. Og som ikke er på så stor historisk afstand endda.
Udstillingens sektion 5
----------------------------------------------
OTTO CARLSENS SPROG-FORSØG
------------------------------------------------
Om Otto Carlsens arbejde om ”Smukt Sprog”, -og hvad det var i Henning Nielsens arbejde der særligt interesserede ham, den særlige hensynstagen til religiøse, nationale og kønsmæssige forskelle.
Otto Carlsens bog ”Smukt Sprog”, er siden udkommet, og man kan læse Kristeligt Dagblads
helsides omtale af dette universitets-speciale via linket på http://www.idetblaa.dk/. Desværre nåede afsnittet om Henning Nielsens erfaringer ikke at komme med i udgivelsen af ”Smukt Sprog” (2007) på grund af hans helbredsproblemer på det tidspunkt. Der var dengang ikke lejlighed til en egentlig interviewundersøgelse, og Henning Nielsens bog- og CD- udgivelse var desuden ganske ny. Disse ting har derfor måttet vente. Et studie og fælles gennemlytning af optagelserne sammen med ham var ikke muligt. Det videre samarbejde har kunnet råde bod herpå, og nu er en udstilling klar.
Det var Henning Nielsens erfaringer med forsang der interesserede Otto Carlsen, da sidstnævnte er sanger. Derfor blev kontakten mellem de to skabt. Henning Nielsen har grundlagt musikskole-traditionen i Vestervig, og Otto Carlsen opsøgte Kirkemusikskolen for at finde erfaringer med forsang. Han havde allerede erfaret den simple sandhed at en sang skal passe til lejligheden, gennem forsøg med at gå og synge, som Danmarks Radio dækkede.
I sin bog fortæller Henning Nielsen om sin indsats som ung frihedskæmper i Silkeborg under krigen. Det har netop været Otto Carlsens ønske at udspørge Henning Nielsen om hvordan han vurderede betydningen af den nationale og religiøse indstilling hos drengene og pigerne, når man hører og tager i betragtning det mesterlige resultat i form af af den musik man hører på de fire CD’ers værker. Alle forundres nemlig over at den fremføres af kun 13-årige skoleelever. Hvordan kan de spille og synge så overtrumfende ? Hvad var det der greb dem?
Med hensyn til problemet om forsang har Henning Nielsen imidlertid selv i bogen lagt vægt på stemmelejets betydning. I sin bog beskriver Henning Nielsen at han satte sig igennem overfor sine foresatte på dét punkt, at han ville opskille sangundervisningen på Flensborg-skolen i eet stort pigehold og eet stort drengehold, -med det resultat at det toneleje der svarede til kønnet gjorde at der kunne synges fuldt igennem, drengene på sørøverstykker, pigerne på skønsang.
Dette er interessant. Det er i dag i dagens moderne Danmark ”et godt spørgsmål” om sang kan bruges som metode i dansk-undervisningen som skatkammer og reservoir til smukt sprog. Og de fleste dansklærere ville nok glemme at gøre som Henning Nielsen, at ”dele efter køn”.
--------------------------------------------------------------------------
Hvad skrev pressen når de var imponeret over at børn fra 8 år og op til kun 13 år kunne synge og spille Mozart og Carl Nielsen på denne måde ?
Da Henning Nielsen’s (og hans kolleger’s) resultater var på sit højeste gav de koncerter rundt omkring i Danmark og Nordtyskland. Repertoiret var Mozart, Händel, Carl Nielsen og andre) Pressen skrev: (fra koncert-anmeldelser i fotografisk aftryk på bogens s. 70 og 72)
”Korklangen er yndig, svævende let og bøjelig, sproget så artikuleret at ord og tone helt kan smelte sammen i det musikalske udtryk”
”Ydelser man ikke havde ventet”
”En succes som de unge musikere, der endnu næsten alle går i skole, og deres fortrinlige leder kan være stolte af ”
”Slagtøjet var forbilledligt”
”Man var ikke bange for at give sig i kast med krævende ting, som nu Rossini’s Tancredi-ouverture, …etc. ”
”…Sibelius’ magtfulde tonemaleri ”Finlandia” der virkelig rummede noget af det storladne og sluttede i den finske mesters tonesprog…” etc.
”Man føler, at Henning Nielsen med liv og sjæl går op i dette virke, der ikke alene viser ham som en fortrinlig dirigent, men tillige – hvilket vejer nok så meget til – som en forbilledlig musikopdrager.”
-------------------------------------------------------------------------------
-------------------------------------------------------------------------------
Udstillingens sektion 6:
SAMARBEJDS-RESULTATER
Appendix:
Fra Otto Carlsens videre undersøgelse af Henning Nielsens erfaringer.
-------------------------------------------------------------------------------
Detaljer fra arbejdet med de tyske børn:
Hvordan et arbejde for dansk sprog blev til et arbejde for sang og musik.
Det tog en del år med sprogundervisning og sang inden der blev dannet orkester, de første år arbejdedes der kun med kor og skolekomedier. Så kom instrumenterne, (der for øvrigt var dyre.)
Orkestret blev det store gennembrud. De tyske børn leverede underholdning i Danmark i årene før fjernsynet kom til. Henning Nielsens blæser-orkester rangerede højt blandt de 100 FDF-orkestre der dengang eksisterede i vort land. Kong Frederik dirigerede det gerne og det skete ved 3-4 lejligheder. Et billede i bogen fra et stævne viser kongen i samtale med Henning Nielsen, som han kaldte til sig for en samtale. Når der var store offentlige arrangementer blev Henning Nielsens orkester gerne anvendt. Det kunne være ved indmarcher ved store idrætslege, og så drejede det sig om at spille non-stop i flere timer indtil alle hold var kommet ind. Hennings kvikke knægte var eksperter i dette, for de kunne ganske enkelte blive ved at blæse. De gik aldrig i stå.
Deres udholdenhed havde sin årsag: Foruden den ugentlige øve-aften om onsdagen og ene-timer om mandagen var blæser-drengene jo vant til at være ude at spille to gange om ugen, og derudover var der de almindelige FDF-aktiviteter. Ved højtiderne spillede de i kirken. Dér sad de oppe i koret og spillede koralerne.
Lidt lokalhistorie kan godt tages ind her: Henning Nielsen har fortalt lidt detaljer, der ikke er med i hans bog:
Det var ikke det eneste orkester i byen. Der var også et spejder-orkester i Flensborg, men de blev helt slået af banen, de spillede bare høj spejdermusik, men FDF spillede klassisk, og spejderorkesteret i byen døde simpelt hen ud. ”De dygtige drenge” søgte ind i Henning Nielsens orkester.Det affødte morsomme ting. I 1964 gik der jo en Beatles-bølge hen over vore lande. Unge var begejstrede og alle Beatles-kendere af rock-historien har hørt om Hamborg-koncerten med de fire Liverpool-drenge. Det påvirkede også Hennings drenge. De brugte dét de havde lavet i FDF til at blæse Beatles-arrangementer, og de blev meget populære for de var knald-dygtige og meget musikalske og spillede til dans og bal. De kaldte sig ”The Hackles”.
Henning Nielsen ved dog ikke om der eksisterer optagelser med Beatles-blæserorkestret.
Det var jo sprogets tone og sangen og talens melodi der interesserede mig. I min undersøgelse ønskede jeg at forstå enhver kilde til den smukke musik fra så små børn. Og jeg spurgte altså Henning Nielsen hvad det efter hans mening betød at selve orkestret og tiden og stedet havde et klart nationalt og religiøst grundlag, om det efter hans mening kunne være med til at give en forklaring på drengenes dygtighed, deres élan i spillet, deres hele fejlfrihed og sikkerhed i takt og tone?
Han svarede indirekte ved at indrømme at nogen drenge faktisk kom for musikkens skyld. Der var faktisk noget der tiltrak dygtige drenge til hans orkester, der var nogen drenge som vidste at de fik noget ud af det. ”Det var højt begavede begavede unger der gik på Duborg-skolen”, forklarede Henning Nielsen, -og han fortsatte, at de kom fra denne skole til ham fordi de fandt ud af at han ville lære dem at spille og at han stillede krav til dem om at de skulle kunne de stykker de havde for, og om at de spillede ”ordentlig” musik, ikke spejdermusik.
Men han understregede hele tiden overfor mig, at dé drenge, der var så heldige at være orkestermedlemmer ikke af den grund slap for andre FDF-pligter. De skulle stadig være patrulje-førere eller væbnere eller pilte, og passe de daglige trænings-ting. Ja, FDF skulle i det hele taget passes. Man er ikke fredet i orkestret, det er et privilegium ved siden af. Også teltlejre og stævner hører med.
Og hvad der var sjovt: At blive orkestermedlem var rigtignok et duelighedstegn at tage. Der var en optagelsesprøve til orkestret, og denne prøve stod Henning for. Han lod dem synge en sang og efterligne høje og dybe toner som en høreøvelse. Man blev ikke automatisk optaget. Det var heller ikke sådan at drengene kunne regne med at blive uddannet på et instrument der var selvvalgt. Efter optagelsesprøverne fordelte han instrumenterne efter læbestørrelse, idet kun drenge med kraftige læber kunne betjene tuba og basun og den slags. Drengene accepterede Hennings lederskab. Han betonede overfor mig at det jo kun var børn, og det er jo sandt. Så lo han og fortalte at når de var på vej til øveaften om onsdagen kom de fra alle retninger slæbende på deres store instrumenter. Så kunne de ikke nære sig. De kunne ikke lade være med at lukke en dør op til opgangen når de passerede en blok. Så gav de et ordentligt trut i trompeten, så folk røg op af lænestolen oppe i lejlighederne. De kunne ikke lade være.
Nu har vi jo ingen optagelser af børnenes sprogtone. Alligevel: Måske har vi ret til at sige: At Henning Nielsen er et godt eksempel på undtagelsen fra reglen: At modersmålets tone læres i moders skød og ved familiens arne.
Det vil jeg godt uddybe.
Normalt er det jo sådan, normalt er familien og de nærmeste omgivelser afgørende, men: Her har en intensiv sang og musik-undervisning af tyske børn i dansk tone fra 1. klasse ført til stor musik og hengivne børn gennem hele livet, -men også kun ved store ofre fra en mand og en lille dansk familie der aldrig havde fri. Der var altid enkeltundervisning om mandagen, øveaften om onsdagen og typisk hele to koncerter i løbet af ugen, foruden børnenes egen skolegang. I skolen var de med i sørøverkor etc. De var alle optaget. At hjemmepligter og familie-samvær blev ”forsømt” siger sig selv. Men her interesserer vi os for det enestående eksempel på hvordan almindelige skolebørn ved en intensiv kollektiv sproglig-musikalsk opdragelse kan nå store resultater der –dét kunne det tyde på - ”sætter sig” livet igennem, ligesom den sproglige opdragelse i familien. Det er dét jeg mener med at Henning Nielsens historie er undtagelsen fra reglen om moderens og familiens eneafgørende betydning for sprogtonen, -for den måde barnet taler på.
Deres dygtighed må måske yderligere forklares, idet vi stadig bevæger os på antagelsens grund. (Antagelsen består i at vi anerkender muligheden for at børnenes tale er blevet positivt påvirket af den megen danske sang og musik i undervisningen og fritiden. Vi har ret til at antage det. I givet fald: Da er der anvendt en usædvanlig metode. Som bygger på hvad? Dét er spørgsmålet.
Det kunne være børneårenes udvidede tonesans, som udgjorde dette fundament. Dét, som denne historie måske bevidner kan være at børns tonesans er større end voksnes, og at krævende klassisk musik lettest læres i 8-13-års-alderen og at det kan gøres ved noget enkelt-undervisning, noget øvning for det enkelte barn og fælles øvning og optræden kombineret med frisk spejderliv. Kombineret med sang-arbejde i skolens sprogtimer.
------------------------------------------------------------------------------
Tillæg til appendix, af Otto Carlsen
Afsluttende overvejelser om :
Hvorfor er det overhovedet muligt at mindre og halvstore børn kan blive så gode til at spille (og synge)
-------------------------------------------------------------------------------
Men dét problem jeg satte ud for at løse da jeg fandt Henning Nielsen i Vestervig, var: hvordan man ”synger for”?
Det blev løst med det samme, for Henning Nielsen slog straks op i sit manuskript på side 32 (det var ugen før det skulle udkomme) –og dér stod hvordan børn opdeles efter stemmeleje, drenge og piger for sig.
Men:
Vi ved alle hvad det vil sige ”at synge for” -man slår tonen an, -man lytter til de andre, osv., ,--men hvordan helt præcist gør man dét ? Årsagen til at jeg fandt det vigtigt var, at jeg i højere og højere grad kom til at opfatte, at vejen til smukt sprog bestod i at synge. Man måtte synge sammen. Man måtte også synge for sig selv, men man måtte også synge sammen. Og så må der være nogen til synge for, for at slå tonen an. Og disse forsangere må der aldrig blive mangel på, med mindre sprogets smukke tone skulle lide skade. Jeg er selv vant til at synge for og kan få store forsamlinger på 1000 mennesker til at synge sammen med det samme. Men jeg har svært ved at forklare hvad jeg gør. Jeg må både synge og spille på samme tid, men jeg må ikke lytte til det jeg synger og spiller. Jeg må lytte til de andres sang og tilpasse mit sang og spil til de andres sangs behov. Sådan har jeg gjort i Roskildehallen og på Budolfi Plads og ved tusind lejligheder. Jeg anede ikke hvor jeg skulle søge og havde ingen bedre ide end at opsøge kirkemusikskolen fordi kirken som bekendt bruger forsangere i det daglige. Her var Henning Nielsen grundlæggeren. Det var ham jeg stødte ind i. Det er ham der har løbet musikskolen i Vestervig i gang.
Men tonen, forsøgene med den, hvad har de med sagen at gøre ? Det er indlysende, at når jeg her betragter problemet om smukt sprog, så er det ikke på det individuelle plan. Der kan noksomhelst fremvises eksempler på individer der taler smukt og nogen der taler hæsligt. Vi anskuer sproget som et kollektivt fænomen. Det hele bygger på antagelsen i min bog: ”Smukt Sprog” (2007) og mit cand.mag.speciale af samme navn, om at det smukke i sproget har med tonen at gøre. Man skal ikke tage denne dristighed for mere end den er. Det er bare en antagelse, men fordelen er, at den gør det muligt at betragte ”vel-dokumenterede indsatser” så som ”Henning Nielsens laven musik med børn” som et ”forsøg” udfra denne antagelse. Unægtelig skal det også være veldokumenteret, men netop: Her har vi jo lydoptagelser på fire CD’er, vi har hans tilsvarende bog, vi har ham selv og vi har hans børn, altså talrige nulevende medvirkende som brænder for at fortælle hvor meget det har betydet for dem. Nu begivenheden er på afstand og de er fra 60 til 80 år gamle.
Der er selvfølgelig noget vi skal tage højde for.
Vi vælger nu at anskue det som et smuktsprogs-forsøg. Bagsiden af medaljen er at alle omstændighederne ved ”forsøget” er specielle. De historiske omstændigheder er overordentlig specielle. Og hans modning under krigen. Modstandsmandens kasten sig ind blandt de overvundne tyskere for at lære nogen af deres børn dansk, -det er specielt , -og brugen af sang og musik i en så overvældende grad var specielt. (Det skyldtes selvfølgelig ikke alene manglen på bøger at de sang så meget). Overhovedet er en mand med så stærk vilje som Henning Nielsen speciel. Alt dette skal vi tage højde for. Jeg mener bare, at sprogvidenskaben ikke har råd til at negligere de konkrete resultater der kan uddrages af Henning Nielsens virke. Men dertil kommer: Ethvert forsøg er faktisk meget specielt, det er altid noget opstyltet. Især de eksperimenter der eksister (og som jeg kender til) med undersøgelser af børns tonesans, -hvoraf jeg refererer tre i ”Smukt Sprog”. (
For dén der ikke har læst denne bog: Disse eksperimenter er super – særegne:
-Man ser hvordan fostre reagerer med små forskellige spark og håndbevægelser der iagttages gennem røntgen, når forskellige lyde sendes ind i livmoderen. Samme lyd giver samme spark.
-Man ser hvordan ganske nyfødte spædbørn efter få dage genkender(her: fransk) modersmål(her: fra russisk) ligeså godt som 4 mdr. måneder gamle spædbørn gør det. men kun de 4 måneder gamle kan opdage når det er volapyk-ord der er camoufleret med den rette tone.
-man ser på mor-barn-sproget i et forsøg hvor man sender en båndoptager med en mor i barnevognen, -og opdager at hun ved overdreven tone-brug opdrager barnet med det mest eksemplariske melodi-sprog, som hun pr. automatik altid forventer at hendes barn forstår, om hun så er en vietnamesisk eller spansk mor. Eller en dansk selvfølgelig. Alle mødre gør det, verden over.
Modersmål går rent ind. Via tone, resten kommer senere. Barnet kan ikke kalibrere det finere, men tonen kan det klare. Perfekt og allerede som spæd. Som nyfødt er det en tonekunstner, der ikke kan narres ved at lytte til libanesisk hvis da (liv-)moders-målet er dansk.
Det var tre mere traditionelle børne-sprogtone-forsøg. Forsøg med meget små børn. Henning Nielsens børn var ikke små mere, men her hos Henning Nielsen ser man 13-årige børn af jævne familier spille Carl Nielsen, Kuhlau og Mozart og synge kantater med en fasthed, præcision og inderlig og iørefaldende samklangs-evne, der muligvis skyldes at børns tonesans er bedre end vi tillægger dem, bedre end de voksnes. Så at selv en Stevie Wonder må beundre sin barndomsevne. Det er i hvert fald min forklaring. Jeg vil ikke forklejne nogen voksne. Henning Nielsen er jo også en stor eller en af de største pædagoger og musikopdragere, men det er ikke forklaring nok. Spørgsmålet står tilbage for sprogvidenskaben: Hvordan kan ”fattige børn” spille sådan når de også passer skole og meget andet. Forklaringen, der er nærliggende er at de med Henning Nielsens hjælp trækker på dén tonesans fra fosterstadiet og barndommen som også anvendes når sproget læres. Det med sprogets tone skal forståes bogstaveligt: At et ord som
”sut-
te-
flas-
ke”
har et helt bestemt høj-lav-lav-lav toneskifte.
Han trak på deres sprog-øre da han udviklede deres musik-øre. Han gik ud fra at alle børn var sprogmusikalske da han udfandt de børn der var decideret musikalske. Han var trods alt sproglærer. Sproget var musikkens udgangspunkt, men tonerne var allerede sprogets urgamle udgangs-punkt,fra barneste spædeste fostertilstand, det viser moderne videnskab, og det er dét jeg trækker på i ”Smukt Sprog”ved at referere fra disse eksperimenter, og det er dét jeg gør til grundlag for min antagelse, så dristig som den er, om at det smukke ved sproget har med tonen at gøre.
For hele forudsætningen for at drage så vidtgående slutninger er jo dén sans for toner hos børnene der gør spæde i stand til at lære ord før de forstår disses betydning, endsigefør de på nogen måde kan udtale dem, men gør det alligevel udfra deres tone, som når de siger rulleskøjte med perfekt tone ”u-u-ø-ø”.
Nu ved vi jo ikke om de små i vores historie taler smukt dansk i dag. De taler jo tysk. Det væsentlige er, at de fire CD’er rummer musik der er dejligt at lytte til, så man måtte tro at voksne mennesker var kilden dertil, og at i hvert fald ikke 13-årige. Men kilden var en sproglærer, som børnene havde haft fra lille.
Hvad kan der gøres af yderligere undersøgelser hvis sang- og -musikarbejdet i Flensborg betragtes som ”sprogforsøg”
Det har i flere år forekommet mig at denne undersøgelse var vigtig. Her befinder vi os på sprogvidenskabens grund, og smukt sprog er målet. Mange beklager sig, men hvad kan der gøres? Kan man ikke spørge sig hvordan vort sprog ville udvikle sig hvis alle børn fik en uddannelse som dén Henning Nielsens dansk-klasse-elever fik, - som gik videre i sang og orkester? Det er da ikke en ganske utopisk tanke. Da de stadig lever kunne det være interessant at spørge dém. Ja at spørge disse nulevende gamle, dengang unge, elever.
En udspørgen af disse ”børn”(de er i 60-års-alderen i dag) ville kunne forsyne os med overordentlig troværdige og helt enestående data. Taler de smukt dansk i dag? Ja de lever altså dernede syd for grænsen. De taler måske ikke dansk til daglig. Jo nogen af dem gør måske. Men området er trods alt ikke dansk mere. De taler formentlig mere tysk. Men de har lært det danske sprog via musik og sang. Men ikke som spæde. Da de var helt små (mens krigen stod på) var dansk taget af skemaet, om ikke bandlyst. Henning Nielsen tog dén tråd op. Deres ønske om at lære dansk, enten det var fra deres forældre eller dem selv tog Henning Nielsen fat på med fynd og klem og basuner og kor og ene-undervisning på den ene uge-aften, og fælles spil på den anden, optræden de øvrige i kirker og på sportspladser, - og friluftsliv foruden i lejr og hytte. Jeg vil holde på: Det var sprogundervisning som idræt. Det var smukt sprog som disciplin, og vi får formentlig aldrig så enestående et ”forsøg” igen. For det er Danmarkshistorie, og vi mister nok ikke Sønderjylland igen. Men der var tale om en sprog-indsats, -og arbejdet dér skete bør hér bedømmes som sprogindsats og ikke som musikindsats.
-Henning Nielsen er imidlertid tilbøjelig til at bedømme sin egen indsats som en musikindsats, men jeg ønske altså at bedømme den som sprogindsats, -og for så vidt er det en ”tilfældighed” at den sker som ”dansk mission” i det tyske. Men ellers havde et så specielt forsøg nok aldrig fået lov at finde sted. Henning Nielsen var i en position hvor han kunne gå sine egne veje og også stille krav og det gjorde han, og det alméngør resultaterne, så vi i nogen grad kan abstrahere fra den nordtyske baggrund og forsøge at bruge resultatet til at gøre antagelser om ”smuktsprogs-virkningen”af at synge og spille med børn for at lære dem at tale bedre. Henning Nielsen var jo børnenes dansklærer.
Hele Henning Nielsens historie giver anledning til bedømmelsen:
I fremstillingen må man tage udgangspunkt i den første impuls der bestod i at de tidligere elever, der nu i dag er tyske pensionister, tilskyndede den elskede og beundrede og aldrig glemte dansk og –sanglærer til at skrive sine erindringer. Dette førte til fundet af spolebåndene. Dét der var en fantastisk musikalsk-sproglig livshistorie blev en dokumenteret lydmontage. Dén slags tilfælde er meget sjældne, da optagelser sjældent eksisterer og ofte går til grunde. De involverede har her selv tilvejebragt hvad universitetsfolk kæmper i årevis for at anstille.
-------------------------------
Udstillingens elementer:
-------------------------------
Vibeke Nielsens malerier:
Et univers at gå ind i
Tekstil, maleri, akvarel
Artikel:
Et langt liv
i Vestervig for Kunst og Kultur
Flensborg avis:
Et kosteligt fund af gamle bånd
Kristeligt Dagblad :
Tonen gør sproget smukt. (Hvad betyder tonen for talen og hvad betyder tonen for det enkelte ord. Internationale forskningsresultater.
-----------------------------------------------------------
Plancher fra Henning Nielsens bog:
(udstillingens sektion 2:)
HISTORIEN I HENNINGS BOG
Side 10: Vikingepatruljen og krigens komme i 1940
Side 16: Nyuddannet lærer: De sydslesvigske børn ”i kø” for at komme i dansk skole.
”2 store parallelle kor: drengestemmer for sig, pigestemmer for sig, hvert sit leje. ”Det åbnede enormemuligheder”
Side 38
: Foto: FDF besøger England.
Side 41:
Hverdagsfotos fra Flensborg.
Side 46:Koncertrejse med korpigerne. Foto og program. 1950. Programpris 25 øre. Grieg, Gade, Mozart, Brahms.
Side 47: ”700 til FDFs musikfest på Sønderport i aftes”. ”Vi skal i aften forsøge at synge os ind i deres hjerter – lyt til Danmarks stemme, det er hele Danmark der taler gennem vore sange, det er alt, hvad der er dansk”.
Og:
”Det danske sprog lød klart fra barnemunde, på højde med DRs pigekor, hjerterne sang med,… over 30 danske sange, de fleste i 3-stemming udsættelse, gennemførte disse børn i alderen fra 8-14 år,…” etc
Side 48: 2 fotos, skolekoret og pigekoret.
Side 61: to fotos. Kor-arbejde og skolekomedie, men hvornår skalet egentligt orkester startes op?. Henning Nielsens overvejelser.
Side 62 og 63:
Starten med at spille på Aida-horn til Børge Wagners fanfarer, og mødet med kongen i 1959. Henning Nielsens arbejde son instruktør for Aida-senior-korpset og leder for for det 8. Land-sorkester-stævne med deltagelse af 1000 FDF’ere i Herning.
Side 64-65: Henning Nielsens spil i det danske koncertorkester og arbejdet her for dansk og nordisk musik.
Side 70: Artikel om ”Forårskoncert på Flensborghus” Skrevet af Walther Lange, den mand som også optog musikken´på spolebånd. Artiklen er i sin helhed skrevet henrevet inspireret og man forstår hvad denne musikanmelder har fået ud af at sidde aften efter aften og lave koncertoptagelser med drengene og pigerne. Han har udmærket vidst at her var tale om noget specielt inspireret musik. (Bemærkning: Derfor burde denne artikel måske også have været aftrykt med CD’erne, i en cover-tekst, idet Walther Langes tekst yder både børn og dirigent retfærdighed. OC)
Side 77: En afskeds-artikel: Tak til Vibeke og Henning Nielsen i anledning af at de rejser fra Flensborg til Thy, og efterlader sig en ”taknemlighedsgæld” og ”et perfekt kartotek” mv.”
Side 90:, incl. Foto. Om senior-klubbens sammenkomster efter at Henning og Vibeke rejste hjem, (til Vestervig) dvs de senere år, tiden fra 1971 til 2002, hvor klubben blev nedlagt.
Side 120-121-122: Henning Nielsens efterskrift: Fra spolebånd til CD., med en slutnote om Arne Hou og Vibeke Nielsen og hendes 2006-udstilling.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Udstillingens sketion 7
---------------------------
ELEMENTER TIL KATALOG
---------------------------
Højtideligheden ved udstillingen da bog og CD’er var færdige:
I Pakhuset i Krik foregik i 2006 en dobbeltbegivenhed. Vibeke Nielsen’s (Henning Nielsens i 2008 afdøde hustru) udstilling ”Et langt liv med kunst” vistes, samtidig med at Henning Nielsen præsenterede sin erindringsbog: ”En livsvandring ad pligtens lige vej”. Bogen handler om ægteparrets år ved skolevæsenet i Sydslesvig, hvor de underviste fra de første turbulente efterkrigsår indtil 1971. Ved indsamlingen af billeder til bogen i 2005 fandt Henning Nielsen en kasse med gamle båndspoler. Glemte optagelser, som altså ved lykkens tilskikkelse, blev fundet -og digitaliseret af hans gamle elever og udgivet og distribueret af hans ven, boghandler Preben i Vestervig.
Musik-indsatsen i Tyskland og i Vestervig i Thy
Flensborg Tidende fortæller hvad parret lavede i Flensborg og siden i Thy:
”Henning Nielsen kom til Flensborg i april 1947, -og året efter fulgte Vibeke efter. Hun fik straks arbejde som lærer selv om hun ikke havde læreruddannelse. Hun tog dog senere en faglærereksamen på Danmarks Lærerhøjskole i Haderslev, og i mange år havde hun i Flensborg fuldt skema i håndarbejde og formning på Duborg-Skolen og i voksenunderisningen.
Ægteparret flyttede til Sydthy i 1971, og her var Henning Nielsen indtil sin pensionering skoleinspektør ved områdets største folkeskole Vestervig Skole hvorfra han også havde ansvaret for at administsrere den tyndt befolkede egns mindre lokale skoler i nabobyerne.
I Sydthy tog han vigtige musikalske initiativer. Der findes jo i dette område en rig musiktradition, som blandt andet har gjort den til folkemusikkens hjemegn nr. 1. Henning Nielsen savnede imidlertid musik i Vestervig. Han tog initiativ til Vestervig Musikskole, hvis bestyrelsesformand han var i begyndelsesårene, og der blev dannet et symfoniorkester og der blev oprettet et navnkundigt ensemble under det underfundige navn: Salon-orkestret”, og endelig opstod vort lands kirkemusikskole i Vestervig. Man kan altså ingenlunde påstå at den koncentrerede indsats i det tyske gik i stå, da den blev forlagt til denne danske egn. Der var også teaterspil.
